
Nyheder
Her kan du læse de seneste nyheder, status på konkrete projekter og nye indsatser.
November 2026
Borgermøde om nyt hotel- og offshorelejlighedsprojekt i Havneby på Rømø
Borgerne på Rømø og øvrige interesserede inviteres til borgermøde for at høre om planerne for hotel- og offshorelejlighedsprojektet ved Østre Havnevej og Hollænderstræde i Havneby. Mødet afholdes den 11. november på Enjoy Resorts i Havneby.
Projektet dækker et knap 18.000 m² stort område og indeholder to primære elementer:
- Hotel med wellness og restaurant: Omfatter etagebyggeri med 80–92 hotelværelser samt en central fællesbygning, der indrettes med reception, lounge, restaurant, spa og wellnessfaciliteter.
- 72 offshorelejligheder: Opføres som etagebyggeri i den nordøstlige del af grunden mod Hollænderstræde og Østre Havnevej. Lejlighederne skal hovedsageligt fungere som base for teknikere og medarbejdere i havvindmølleindustrien i Nordsøen.
Bebyggelsen opføres på søjler med særligt fokus på stormflodssikring og arkitektonisk tilpasning til det omgivende kystlandskab og naboerne i de såkaldte Sort Sol-huse.
Borgermødet afholdes som en del af den offentlige høring af forslaget til plangrundlag for projektet og den tilhørende miljøvurdering.
På mødet vil repræsentanter fra bygherren, Denkmalstadt GmbH, og Tønder Kommune præsentere projektets udformning, miljøvurderingens konklusioner samt de trafikale og miljømæssige tilpasninger. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til projektet under mødet.
Praktiske oplysninger
- Dato: Onsdag den 11. november 2026
- Tidspunkt: Kl. 18.00–20.00
- Sted: Enjoy Resorts, Vestergade 31, Havneby, 6792 Rømø
- Målgruppe: Borgere, naboer, erhvervsdrivende og andre interesserede
- Tilmelding: Tilmelding er obligatorisk af hensyn til forplejningen.
- Forplejning: Der serveres sandwich ved ankomst samt kaffe og kage i pausen.
Skriftlige bemærkninger og indsigelser til projektets plangrundlag kan indsendes til Tønder Kommune i henhold til oplysningerne på Tønder Kommunes hjemmeside inden høringsfristens udløb den 1. december 2026.
Oktober 2026
Rømø Udviklingsplan 2027-2032 politisk godkendt
Ny realiseringsgruppe skal omsætte planen til handling
Tønder Kommunes Kommunalbestyrelse har den 29. oktober godkendt Rømø Udviklingsplan 2027-2032. Planen sætter retningen for øens udvikling de kommende fem år og skal styrke både bosætning, turisme, natur og lokalt fællesskab.
Udviklingsplanen bygger på fem strategiske temaer:
- Fælles retning og lokal forankring
- Natur i balance
- Helårsliv med stærke fællesskaber
- Oplevelser og steder byder velkommen
- Rundt på Rømø
Samtidig med godkendelsen har Kommunalbestyrelsen besluttet at etablere en realiseringsgruppe, som skal drive og koordinere arbejdet med planens projekter. Gruppen kommer til at bestå af centrale private og offentlige aktører på Rømø.
Selvom udviklingsplanen officielt træder i kraft 1. januar 2027, mødes realiseringsgruppen allerede den 23. november 2026. Her skal de første konkrete projektidéer formuleres og indarbejdes i udviklingsplanens handlingskatalog.
Målet er at sikre, at udviklingsplanen ikke blot bliver en vision på papir, men omsættes til konkrete initiativer, der skaber synlige resultater for både borgere, erhvervsliv og besøgende på Rømø.
Stor opbakning til ny Håndværker- og Handelsstandsforening på Rømø
Interessen var stor, da lokale erhvervsdrivende og aktører torsdag den 22. oktober mødtes på Marskdestilleriet for at drøfte etableringen af en ny Håndværker- og Handelsstandsforening på Rømø.
Omkring 50 deltagere deltog i informationsmødet, hvor der var bred opbakning til idéen om at samle øens virksomheder i et stærkere fællesskab. På mødet blev der samtidig valgt en styregruppe, som skal arbejde videre med etableringen af foreningen. Foreningen bliver organiseret som en del af Rømø Lokalråd.
Deltagerne pegede på en række områder, der skal have særligt fokus i det kommende arbejde:
- Flere fælles juleaktiviteter på hele Rømø
- Bedre skiltning på øen
- Flere helårsaktiviteter og projekter, der kan styrke turismen uden for højsæsonen
- Udvikling af aktiviteter på havnen
- En stærkere fælles stemme for Rømøs erhvervsliv
Den valgte styregruppe består af:
- Christian Gerken, Dagli'Brugsen Havneby
- Charlotte Børre Mikkelsen, WestWind Havneby
- Thorsten Koehler, Dagmar & Kö
- Ulla Kiersgaard, Rømø Havn
- Ricky Timmermann, Hr. & Fru DAX, Lakolk
- Hanne Meyer, Sol og Strand, Lakolk
- Godtfred Degn, Rømø Supermarked
- Steen Nelting
Styregruppen skal nu udarbejde de næste skridt for foreningen med ambitionen om at styrke samarbejdet mellem øens virksomheder og skabe nye fælles initiativer til gavn for både erhvervsliv, borgere og besøgende.
September 2026
Rømø Udviklingsplan sendes til politisk behandling
Nu er arbejdet med Rømø Udviklingsplan 2027-2032 ved at være i mål. Således sendes planen til poltisk behandling i oktober 2026. Samtidig lægges der op til, at der nedsættes en realiseringsgruppe, der skal udmønte konkrete indsatser i planen over de kommende år.
Studietur til Svendborg
Interessenter omkring Rømø Gl. skole/medborgerhuset er inviteret på studietur til Svendborg af Domea og Tønder Kommune. Formålet med studieturen er at få et indblik i, hvordan et samarbejde omkring et alment boligbyggeris fælleshus kan fungere.
Domea har ønsker om at oprette almene boliger i Havneby og dertil bygge et fælleshus, som også skal være til afbenyttelse for øens borgere og gæster. I Svendborg skal gruppen af interessenter se, hvordan sådan et samarbejde kan fungere i praksis.
Studieturen afvikles den 16. september 2026.
FLÅK vinder udbuddet om en ny Områdeplan for Havneby
Arbejdet er skudt i gang – September 2026
Tønder Kommune har valgt det aarhusianske rådgiver- og arkitektfirma FLÅK til at udarbejde en ny strategisk områdeplan for Havneby. Planen skal styrke sammenhængen mellem bymidten, erhvervshavnen og det særlige Vadehavslandskab, så Havneby i højere grad fremstår som et samlet og levende kraftcenter.
Arbejdet er netop begyndt med projektets første fase, hvor FLÅK undersøger ankomstforhold, trafikstrømme og byliv omkring havnekajerne, handelsgaderne og færgelejet fra Sild. En central del af processen bliver et tæt samarbejde med lokale borgere, foreninger og erhvervsaktører, som inviteres med i interviews og dialogmøder.
Områdeplanen skal fungere som et langsigtet visionsdokument, der både adresserer byliv, turisme og eventuelt klimamæssige udfordringer som stigende havvand. Planen skal være færdig til december 2026 og bliver et vigtigt element i den kommende Rømø Udviklingsplan 2027–2032.
August 2026
Energirenovering af Rømø Gl. Skole rykker tættere på
Rømø Gl. Skole – som fungerer som øens medborgerhus og rummer Rømø Børnecenter – står foran en større energirenovering. Projektet udspringer af et mulighedsstudie fra 2024, der pegede på behovet for både klimaforbedringer og nye rammer for aktiviteter og fællesskab.
En lokal gruppe omkring medborgerhuset har i 2025 søgt politisk støtte til projektet og arbejdet parallelt på at skaffe fondsmidler. Renoveringen omfatter forbedring af klimaskærmen, herunder isolering, vinduer og tag, og skal sikre bygningen mod fremtidens energikrav og klimaforhold.
Arbejdet forventes gennemført i 2026 eller primo 2027 og bliver første skridt i en større udviklingsproces, der skal gøre den gamle skole til et endnu stærkere samlingspunkt for øens borgere og gæster.